-
FAKTA: IVF-baby og Assanges bror skal overvære Bidens tale
المصدر: BDK Borsnyt / 07 مارس 2024 10:01:18 America/New_York
Torsdag er en vigtig dag i USA's politiske kalender. Her skal præsident Joe Biden nemlig give sin årlige State of the Union-tale. Præsidenten, hans kone, Jill Biden, og medlemmer af Kongressen udvælger omhyggeligt, hvilke gæster de vil invitere. Her har de øje for politiske sager, de vil sætte fokus på eller vælgergrupper, de gerne vil appellere til. Nedenfor kan du blive klogere på nogle af de inviterede til årets State of the Union-tale samt nogle af dem, der har takket nej til en invitation. * Elizabeth Carr: Den første person i USA, der er kommet til verden ved hjælp af IVF-behandling. 42-årige Carr er inviteret som gæst af Virginias demokratiske senator, Tim Kaine. * Kate Cox: En kvinde fra Dallas i delstaten Texas, der blev verdenskendt, da hun sagsøgte for at få ret til at afslutte en graviditet, hvor babyen ville dø enten ved eller inden fødslen. Hun endte med at forlade delstaten for at få en abort. Det er førstedame Jill Biden, der har inviteret Cox. * Ella Milman og Mikhail Gershkovich: Forældrene til Wall Street Journal-journalisten Evan Gershkovich, der er tilbageholdt i et fængsel i Ruslands hovedstad, Moskva. Det er formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, der har inviteret de to. * Gabriel Shipton: Broren til stifter af WikiLeals, Julian Assange. USA forsøger at få Assange udleveret, fordi han har offentliggjort hemmeligstemplede dokumenter. Shipton er inviteret af det republikanske kongresmedlem Thomas Massie, der er fra Kentucky. * Olena Zelenska: Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyjs hustru er blevet inviteret til talen, men det er ikke muligt for hende at deltage. Det sagde Karine Jean-Pierre, der er talsmand for Det Hvide Hus, onsdag. Det er Det Hvide Hus, der har inviteret hende. Hun siger, at den ukrainske førstedame ikke har givet en årsag til, at hun ikke kommer. Zelenskas kontor har oplyst til mediet Politico, at hun ikke kunne deltage på grund af kalenderkonflikter. * Julija Navalnaja: Den afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs hustru er blevet personligt inviteret af Joe Biden, sagde Jean-Pierre onsdag. The Washington Post skriver, at Navalnaja ikke deltager på grund af udmattelse. Kilder: Reuters og dpa. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/fakta-ivf-baby-og-assanges-bror-skal-overvaere-bidens-tale